Det var i dag, vi lod den motoriserede kano stå ved bredden langt fra bymæssig bebyggelse. Den havde ellers det meste af i går været et uovertruffet befordringsmiddel og havde givet os mange smukke timer med strømmen ned ad Río Napo. I stedet for at sejle videre gik vi i dag direkte ind i tykningen, hvor vi fulgte stierne for om heldigt at møde dyrelivet, der hvor det er, og ikke nøjes med at nyde synet af tukaner, væverfugle, hejrer, der kom svævende, glidende gennem luften lodret over vore hoveder, krydsende floden.
Det var i dag, jeg fik opfyldt min længe nærede drøm om at fornemme, hvordan den fugtige og varme regnskov omringede mig til alle sider i en sådan grad, at angst og fryd lod sig blande til en forvirrende og ophidsende cocktail, som jeg grådigt nedsvælgede i store slurke. Angstfuld fryd, frydefuld angst. To følelser så tæt forbundne. Det der fryder én mest, er ofte fyldt til randen med angst. Det sitrer i maven af fryd. Og jeg ville ikke flygte fra den frydefulde angst, som fik mig til at føle mig så intenst levende som aldrig før.